Porretærte med bacon

Porretærte:

Du ved når man glemmer at tage et billede af maden, så er det op af bakke at vise det. 🙁

 

Porretærte med bacon og ægge/cremefraiche fyld.

Helt klassisk madtærte der er rigtig nem at lave, og bare smager rigtig godt. Det er sådan en slags tærte jeg foretrækker at være med til at lave hvis der skal tærte til aftensmad – for der er nemlig stadig masser af smag i sådan en. Der er bacon som er den salte, de blødstegte porre stykker der smager næsten sød, det fede fra ost/æg og creme fraiche – alt i alt en rigtig god spise.

 

Tærtebund

  • 50 g groft mel (eks. ølandshvede)
  • 100 g hvedemel
  • 1/4 tsk salt
  • 75 g koldt smør
  • 1 æg

Bland mel og salt i en skål, tilsæt smørret og hak det i melet med en kniv, til det har konstistens som revet ost. Brug hænderne så lidt som muligt – dejen må ikke æltes!
Tilsæt æg og saml dejen til en kugle.
Bruger du en foodprocessor, kommes mel og salt i skålen sammen med smørret skåret i mindre stykker. Blitz det kort til smørret er blandet ud i melet. Tilsæt æg og bland til dejen samler sig.

Rulles ud på et meldrysset bord, og placeres herefter i en smurt tærteform. Prik bunden med en gaffel. Dejen kan forbages, men i en travl hverdag fungerer det fint med bare at komme fyldet direkte i og bage det hele samlet.

Fyld

  • 1 porre
  • 250 g bacon i tern
  • 1,5 dl cremefraiche
  • 1 tsk dijonsennep
  • 1 æg
  • salt & peber

Bacon og porre steget af på panden, hver for sig. Kommes i tærtebunden. Cremefraiche, sennep, æg, salt og peber piskes sammen i en skål og hældes over porre og bacon i tærtebunden.

 

Bages ved 200° i cirka 20 minutter eller til det hele ser fint og lysebrunt ud.

 

Jeg håber det smager.

 

//Indlægget kan indeholde affiliatelinks, hvis du klikker på linket gemmes der en lille cookie på din pc.

Hvis du kommer igen inden for et vist antal dage og køber noget på siden vil Vi modtage et et lille beløb.

Det vil blive brugt til at drive siden.//