Nu er det tid til kål

Kalenderen siger 17 november, det plejer at betyde at kulden rammer os og vi skal have de store jakker på. 

Men sådan er det ikke endnu, det hele er lidt forvirrende og på en måde forkert. For det er stadig nogenlunde lunt udenfor, bevares det er ikke helt vildt fedt at stå i kulden for længe hvis det begynder at blæse, men vi er jo nærmest ikke under 10 grader om dagen endnu. Jeg er ved at være der hvor, nu skal vinteren altså til at komme. Jeg vil igang med at spise kålmad og simremad, mens jeg kigger ud af vinduet og ser kulde og sne over det hele – og derfor glædes over at jeg sidder indenfor med noget lækkert mad.

Men for nu at bevæge mig helt væk fra vejret, og over på noget af det mere interessante snak. Nemlig snakken om kål, og generelt vintermad. Det er en af de ting jeg går og ser frem til hele sommeren, jo jo bevares helt friske og lækre grøntsager og salater er da virkelig skønne, og jeg nyder det da i fulde drag om sommeren. Men jeg er nok egentligt bare mere til simremad og mad med masser af smag, og gerne lidt chunky mad. Jeg synes hurtigt at mad om sommeren er meget let og nemt, og det er virkelig skønt ingen tvivl om det, men det har bare ikke den samme lækre pondus som en Osso Buco der har stået og simret i flere timer.

Nu lyder jeg som et eller andet fjols der kun kan spise mad der har simret i flere timer, og det er slet ikke sådan det skal forståes. Jeg elsker de 4 årstider vi har herhjemme, og de forskellige råvarer der følger med. For på den måde har man hele tiden noget at glæde sig til, især hvis man ynder at leve efter at spise de råvarer der er i sæson. Det er sådan noget jeg rigtig godt kan lide, og især efter at vi er flyttet herop nordpå igen. Jeg er nemlig faldet over en fantastisk lille gårdbutik ikke mere end 15 minutters kørsel hjemmefra, de sælger kun ting der er dyrket på egen grund. Det vil sige de altid følger årstiden, og derfor er det nu tid til at købe kål og andet lækkert vintergrønt. Og det smager altså bare bedre, når man kan handle det så lokalt som det her er, for der går intet af smagen på transportid og de forskellige ting har fået den tid de skal have i jorden, ikke noget med at modne færdig på vejen. Det er egentligt noget jeg påskønner rigtig meget, jeg går ikke så meget op i økologi som jeg går op i at handle lokalt. Men det er igen fordi jeg har fundet en butik, dog lidt længere væk, men stadig indenfor rimelighedens grænser. Hvor de sælger limousine kvæg fra egen besætning, så det er igen lokalt, det er ikke økologisk men det er dyr der har gået på nogle gode marker og haft det godt mens de har været til. Og i og med at det er meget bedre kød, lærer man at sætte mere pris på det, og ikke bare forbruge det som vi ihvertfald har gjort tidligere. Grøntsager er blevet en større del af vores måltid, og nærmest det der er blevet hovedattraktionen på tallerkenen. Kødet derimod er blevet tilbehøret, det er både godt for penge pungen men også miljøet.

Men nok om alt mit snak om det, for det er også vigtigt at huske på alle de muligheder der ligger i de forskellige grøntsager og rodfrugter vi har for tiden, der er findes en endeløs liste af kombinationer af kål salat. Det vigtigste er bare at huske på at det skal skæres tyndt, eksempelvis rødkål, er genialt med en gang appelsinsaft, eddike, olie og salt og peber. Og sådan kan man ellers blive ved i den dur, og især er det ikke at forglemme den gode coleslaw, som jo også kan varieres på mange spændende måder, og også så den ikke bliver helt så fed som den amerikanerne foretrækker.

Og æblerne! Ikke at forglemme de skønne æbler man kan få herhjemme for tiden. Sådan helt friske danske æbler, de er geniale i en salat – med rødkål og rødløg og bare ekstra meget lækkerhed. For de komplimenterer hinanden rigtigt udemærket kål og æbler, det synes jeg da ihvertfald.

Det var lige et bette kvæk her fra mig, om at det er vigtigt at sætte pris på det lokale. Så hvis du har en gårdbutik eller lignende i nærheden som du bare plejer at køre forbi fordi det er nemmere at handle grøntsagerne i Netto eller et andet supermarked. Så gør dig selv den tjeneste bare lige at gøre et hold en enkelt gang og se hvad de har af udbud og priser, det kan også være du er heldig at rende i ejeren. Hende der ejer den gårdbutik vi handler ved er virkelig rar, og er altid behjælpelig med opskrifter til de forskellige ting vi køber. Så giv det chancen hvis du har en gårdbutik, bare en enkelt gang. Det kan også være det bliver for bøvlet hvis du har travlt i hverdagen, men jeg giver mig gerne tid til lige at smutte ind forbi og købe lokalproduceret grønt – fordi det smager altså bare bedre.

Hold dig munter

//Indlægget kan indeholde affiliatelinks, hvis du klikker på linket gemmes der en lille cookie på din pc.

Hvis du kommer igen inden for et vist antal dage og køber noget på siden vil Vi modtage et et lille beløb.

Det vil blive brugt til at drive siden.//